sorteret for danske arter
Billedgalleri og artsbeskrivelser
Tekst og fotos © 2011 Jørgen Lissner
Europas og Grønlands edderkopper
Familie: Salticidae (Springedderkopper)
Biologi: Artsrig familie med varmeelskende arter, derfor overvejende tropisk. Næsten alle arter kan bestemmes til slægt alene ved deres udseende, mens der internt i slægterne nogle gange er nødvendigt at bruge stereolup, for at få en sikker artsbestemmelse.
Karakteristik af familien: Kortbenede, små til mellemstore edderkopper, som især kendes på de meget karakteristiske øjne, som sidder i tre rækker. Den forreste øjenrække er placeret på et næsten lodret ansigt, med meget store midterøjne og to noget mindre sideøjne, der som regel er placeret skråt ovenfor. Den midterste øjenrække sidder på oversiden og består af to meget små, undertiden næsten rudimentære øjne. Den tredje øjenrække sidder ca. halvvejs tilbage på rygskjoldet, og består af mellemstore øjne. De store forreste midterøjne er højt udviklede og har skarpt syn, som udnyttes til byttefangst, orientering, parringsadfærd og flugt.
Slægt: Aelurillus Simon, 1884
Karakteristik af slægten: Slægten Aelurillus adskilles fra de øvrige springedderkop slægter ved følgende kombination af karakterer: det firkantede område dannet af de fire midterøjne (okulære trapez) er tydeligt bredere end lang, tarsi I og II med tætte børster på undersiden (scopulae), og benpar IV er længere end benpar III. Sidstnævnte karakter adskiller slægten fra Phlegra, der har benpar IV kortere end benpar III.
Aelurillus v-insignitus (Clerck, 1757)
Kendetegn: Mellemstor edderkop med højt og forholdsvist smalt hoved trods en ret bred forkrop. Hunnen med sort forkrop beklædt med spredte lange sorte hår og hvide skælformede hår. Under de yderste øjne i den forreste øjenrække findes nogle karakteristiske hvide felter. Bagkrop mørk med lange sorte hår men også tæt dækket af lyse hår. Langs bagkroppens midterlinie ses to rækker noget udflydende hvide pletter. Ben mørke men med tydelige ringe af hvide hår. Hannen med v-formet række af lyse hår på hovedet, der har givet ophav til det latinske artsnavn. Bagkroppens overside sort med lysebrun midterstribe. Ben samme som hunnen men benpar I og palper med gyldne hår. Længde: Hun 6-7 mm; han 4-5 mm. Kønsmodenhed: Maj til Juli. Habitat: Varme, sandede eller stenede steder såsom heder, klitter eller stenede skråninger, klippe- og kalkstensområder. Udbredelse: Vidt udbredt i Danmark men ikke særlig almindelig. De fleste fund er nok fra kystnære sandområder. Også vidt udbredt i Europa og mere almindelig syd for Danmark.
Han.
Han.
Hun.
Hun.
Hun.
Han.
Han.
Han.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Slægt: Ballus C. L. Koch, 1850
Karakteristik af slægten: Forkrop ret flad og med det højeste punkt bag lige bag øjnene. Bredden af den bagerste øjenrække er ca. 1.25 gange bredden af den forreste.
Ballus chalybeius (Walckenaer, 1802)
Kendetegn: Lille, kompakt bygget edderkop med lyse ben og karakteristiske bentegninger. Forkrop og bagkrop er mørk rødbrun ret tæt beklædt med lyst gulbrune hår. Bagkroppen har et svagt aftegnet mørkt midterbånd med ligeledes svage og mørke tværbånd. Ben lyse med femora, patella og tibia på benpar I noget mørkere. Ben med iøjnefaldende smalle sorte ringtegninger. Bensegmenterne er af ret ensartet længde. Hos hannen er benpar I kraftigere end de øvrige benpar. Længde: Hun 4.5-5 mm; han 3-4 mm. Kønsmodenhed: Maj til juli. Habitat: På løvet af især eg, hvor der er varmt, såsom sydvendte klippeskråninger og solbeskinnede skovkanter. Udbredelse: I Danmark kun kendt fra Ekkodalen på Bornholm, hvor den på heroisk vis blev genfundet i 2005. Indtil da var arten i Danmark kun kendt fra et enkelt fund i samme område fra 1906. Sjælden i Nordeuropa, mere almindelig mod syd.
Subadult han.
Subadult han.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Slægt: Dendryphantes C. L. Koch, 1837
Dendryphantes rudis (Sundevall, 1833)
Kendetegn: Hunnen ret buttet i forhold til hannen, der er mindre, mørkere og med grønlig metalglans. Begge køn har som regel to par tydeligt hvide pletter bagerst på bagkroppen. Hannen har en tværrække af lyse hår over den forreste øjenrække. Hos hunnen er tværrækken under de forreste øjne. Længde: Hun 5-6 mm; han 4.5-5 mm. Kønsmodenhed: Primært forår og sommer. Habitat: Grene og stammer af nåletræer. Udbredelse: I Danmark er arten kun kendt fra en enkelt Sjællandsk lokalitet. Sjælden i Nordeuropa, mere almindelig i lande syd for Danmark.
Subadult hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun, bagkropstegninger.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Han.
Han.
Han.
Han.
Han.
Han.
Han.
Slægt: Euophrys C. L. Koch, 1834
Karakteristik af slægten: Artsrig slægt med små og middelstore arter. I denne slægt og den nærtstående slægt Pseudoeuophrys er patella og tibia på bagerste benpar 1.25 - 1.5 gange længden af samme segmenter på benpar III. Herved adskiller de sig fra den nærtstående og tidligere art i slægten, Talavera aequipes, der har den samlede længde af de to segmenter på benpar III og IV næsten ens. Den bagerste øjenrække er ikke placeret bag midten af forkroppen som i slægten Neon. De fleste arter har ret forskellige, ofte smukke farvemønstre, og kan derfor ret let adskilles på grundlag af udseende.
Euophrys frontalis (Walckenaer, 1802)
Kendetegn: Hunnens forkrop er brun med mørk kant og hoved. Bagkroppen gulbrun med rækker af mørke pletter, midterrækkens pletter sommetider trekantede bagtil. Ben ensfarvede lysebrune. Hannens forkrop er mørkebrunt med sort hoved, spredt beklædt med gyldne hår. De forreste øjne er omkranset af orangerøde hår. Palperne er brune med kontrastrige hvide hår på over- og inderside. De to forreste benpar mørke med metalglans. Tarser gråhvide. Længde: Hun 3-4 mm; han 2-3 mm. Kønsmodenhed: Forår og sommer, hunner hen til efteråret. Habitat: Lysåbne habitater med lav vegetation, førn, eller sten. Udbredelse: Den almindeligste art i slægten, kendt fra alle landsdele. Vidt udbredt og almindelig i det øvrige Europa.
Hun.
Hun.
Hun, bagkropstegninger.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Slægt: Evarcha Simon, 1902
Karakteristik af slægten: Mellemstore, kraftigt byggede edderkopper med generelt stor forskel på kønnenes udseende. Slægtens arter er også meget forskellige i udseende, især hannerne. I modsætning til slægterne Sitticus, Euophrys, og andre lignende slægter, er den samlede længde af patella og tibia på benpar IV omtrent den samme som for benpar III.
Evarcha arcuata (Clerck, 1757)
Kendetegn: Hunnens forkrop med mørkebrunt, noget glinsende hoved. Thorax brunt og uens beklædt med lyse hår. Bagkroppen er spættet i brune, hvide og sorte farver og med mere eller mindre tydelige skråstreger i sorte, brune og hvide farver, der undertiden har karakter af sildebensmønster. Hannen har et helt anderledes udseende, næsten ensfarvet mørkebrun eller sort og med metalglans. Området mellem de forreste øjne og hovedets nederste kant (clypeus) har to skarptaftegnede tværrækker af hvide hår, og nedenunder på chelicererne findes endnu en tværstillet række af hvide år. Øjnene i den forreste række omkranset af hvide hår. På benpar I er femur, patella og tibia fortykkede. Længde: Hun 6-8 mm; han 5-6 mm. Kønsmodenhed: Juni til oktober. Habitat: I Danmark mest næringsfattige hedemoser med lyng. Under varmere forhold end de danske træffes arten almindeligt i flere våde habitattyper, typisk fugtige enge og rørsumpe. Ofte træffes arten dog også i mere tørre naturtyper. Udbredelse: Vidt udbredt i Danmark, men ret sjælden. Almindeligere i lande syd for Danmark, og undertiden meget talrig.
Han.
Han.
Han.
Han.
Han.
Hun.
Hun.
Hun, bagkropstegninger.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Evarcha falcata (Clerck, 1757) - Broget springedderkop
Kendetegn: Hunnens forkrop er mørkebrun med sort, skinnende hoved. Rygskjoldet beklædt med brune hår. Bagkroppen er ensfarvet rødbrun eller gråbrun, sommetider med nogle få sorte pletter langs siderne. Hannen i udseende broget. Forkrop mørkebrun-sort, beklædt med brune hår i hovedregionen, siderne med brede hvide eller lysebrune bånd som er forbundet via et tværbånd over forreste øjenrække. Bagkrop rødbrun med sorte bånd ved kanterne og med med smalt hvidt bånd som omkranser bladtegningen (folium). Femora I fortykket og sorte. Længde: Hun 6-8 mm; han 5 mm. Kønsmodenhed: Maj til august. Habitat: Varme, solbeskinnede skovkanter og lysninger, ofte på lyng og anden primært lav vegetation. Udbredelse: Kendt fra alle landsdele og almindelig i egnet habitat. Vidt udbredt og ret almindelig i store dele af Europa.
Han.
Hun.
Han.
Han.
Han.
Hun.
Hun.
Hun.
Slægt: Hasarius Simon, 1871
Hasarius adansoni (Audouin, 1826)
Hun.
Hun.
Hun.
Slægt: Heliophanus C. L. Koch, 1833
Karakteristik af slægten: Arterne i denne slægt har for det meste tydelig metalglans i grønne, violette eller kobberfarvede nuancer. Grundfarven er mørk, ofte sort men nogle arter har undertiden hvide hårkanter langs bagkroppens forkant og sider, og 2-4 hvide hårpletter typisk bagerst på bagkroppen. Nogle hunner har lyse palper i stærk kontrast til den ellers mørke farve. Hannerne har mørke palper, som dog ofte er beklædt med hvide hårtotter. Nogle arter har lyse ben, mens andre har mørke ben med striber af hvide hår.
Heliophanus auratus C. L. Koch, 1835
Kendetegn: Ret ensfarvet mørk art med violet metalglans. Svag rand af hvide hår på bagkroppens forkant. Hunnen med gulbrune palper mens hannernes er mørke med hvide squamose (affladigede hår) på sider, der vender fremad. Samme hvide hår findes på benene, men ikke så udpræget, som hos mange af slægtens øvrige arter. Længde: Hun 4.5-5 mm; han 3.5-4.5 mm. Kønsmodenhed: Sommer. Habitat: Klippekyster og stenstrande. Udbredelse: I Danmark kun kendt fra Bornholms nordkyst. Vidt udbredt i Europa men ret ualmindelig.
Han.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Heliophanus cupreus (Walckenaer, 1802)
Hun.
Hun.
Han.
Han.
Heliophanus dampfi Schenkel, 1923
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Han.
Han.
Han.
Heliophanus flavipes (Hahn, 1832)
Kendetegn: Hunnen kendes på de meget lyse ben og palper, der kun har få mørke tegninger, der især findes på femora af benpar III og IV. Hannen ligner meget hanner af H. cupreus. Længde: Hun 5-6 mm; han 3.5-4 mm. Kønsmodenhed: Forår og sommer. Habitat: I lav vegetation i mange forskellige habitater. Udbredelse: Kendt fra alle landsdele og den almindeligste art i slægten, ihvertifald i Vestdanmark. Almindelig og vidt udbredt i resten af Europa,
Han.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Han.
Han.
Han.
Han.
Slægt: Marpissa C. L. Koch, 1846
Karakteristik af slægten: Slægtens arter er kendetegnet ved, at bagkroppen er aflang, og at det forreste benpar er tydeligt kraftigere end de øvrige.
Marpissa muscosa (Clerck, 1757) - Stor springedderkop
Kendetegn: Stor, kraftig behåret edderkop med ret flad krop. Grundfarven er sort men ses ikke altid tydeligt på grund af den tætte behåring, undtagen hos individer der fået hårene gnubbet af. Bagkroppen som regel overvejende lys med sort midterstribe og tværstriber. Længde: Hun 8-10 mm; han 6-8 mm. Kønsmodenhed: Hanner forår og sommer, hunner det meste af året. Habitat: På og under bark af træstammer og hegnspæle. Undertiden også udvendigt på træhuse og mure. Udbredelse: Den almindeligste art i slægten, kendt fra næsten alle landsdele. Vidt udbredt i Europa og nogenlunde almindelig.
Han.
Han.
Hun.
Hun.
Juvenil.
Juvenil.
Marpissa nivoyi (Lucas, 1846) - Klitspringedderkop
Kendetegn: Den mindste danske art. Meget karakteristisk udseende med langstrakt krop og meget kraftige, mørke forben. Hannen meget lig hunnen men mørkere. Længde: Hun 4-6 mm; han 4-5 mm. Kønsmodenhed: Hele året. Habitat: Næsten udelukkende ved basis af marehalm og sand-hjælme ved kysterne. Udbredelse: Meget almindelig i klitterne ved den jyske vestkyst. Mere lokal ved øvrige danske kyster. Meget sjælden i indlandet. Vidt udbredt i Europa, men sjælden væk fra kysterne.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Han.
Han.
Han.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Marpissa pomatia (Walckenaer, 1802)
Subadult han.
Han.
Han.
Han.
Han.
Marpissa radiata (Grube, 1859)
Kendetegn: Samme kropsform som M. muscosa men bagkroppen har to langsgående rustbrune striber på en gulligbrun baggrund. Hvor den normalt tætte hårbeklædning mangler bliver farven sort, som er den underliggende farve. Længde: Hun 8-10 mm; han 6-7 mm. Kønsmodenhed: Sommer. Habitat: Primært tagrør, hvor retræter og ægsække anlægges i sammenspundne topgrene. Her træffes arten sommetider sammen med to andre springedderkopper, Synageles venator og Sitticus floricola. Udbredelse: Meget sjælden i Danmark med fund fra Sydsjælland. Vidt udbredt i Europa og overordnet set ret sjælden, dog kan arten være lokalt almindelig i nogle regioner.
Hun.
Hun.
Han.
Han.
Han.
Hun i tagrørstop.
Hun.
Slægt: Neon Simon, 1876
Karakteristik af slægten: Slægten består af små arter, som ret nemt bestemmes til slægtsniveau, grundet de relativt store udstående øjne i den bagerste øjenrække, der endvidere er placeret langt tilbage (bag midten) på forkroppen. Hunnerne har store epigyner i forhold til kropsstørrelsen.
Neon reticulatus (Blackwall, 1853) - Dværgspringer
Kendetegn: Hunnens forkrop er brun med mørkere hovedet og spredte lyse hår. Bagkrop brun eller grønlig med sorte nettegninger på bagkroppen, der i midterlinien antager et sildebensmønster. Kun få hvide hår på bagkroppens forreste del. Benene fintmønstrede mørkebrune og lysebrune med benpar I mørkere. Hannen er mørkere med metalglans på hovedet, og har de to yderste forbensled sorte. Længde: Hun 2-3 mm; han 2-2.5 mm. Kønsmodenhed: Hanner forår til efterår, hunner hele året. Habitat: I lav vegetation og i førn, både fugtigt og tørt i en lang række habitattyper. Udbredelse: Ret almindelig i Danmark især mod vest, hvor der er meget egnet habitat såsom heder, hedemoser, grøn og grå klit og lysåbne skove. Vidt udbredt og ret almindelig i det meste af Europa.
Hun.
Han.
Han.
Hun.
Hun.
Han.
Slægt: Pellenes Simon, 1876
Pellenes tripunctatus (Walckenaer, 1802) - Treplettet springedderkop
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Han.
Han.
Han.
Han.
Slægt: Phlegra Simon, 1876
Karakteristik af slægten: Slægten er karakteriseret ved at det firkantede område dannet af de fire midterøjne (okulære trapez) er dobbelt så bred som lang, ved at tarsi I og II er forsynet med børster (scopulae) på undersiden, og ved at ben III er længere end ben IV.
Phlegra fasciata (Hahn, 1826) - Stribet springedderkop
Kendetegn: Eneste danske art har med et meget karakteristisk stribet udseende og især hunnen kan ikke forveksles med andre arter. Hunnens forkrop næsten sort med lyse kanter og to lysebrune bånd som strækker sig bagud fra de bagerste øjne. Bagkrop lysegrå med to skarptaftegnede brune længdebånd som spidser til bagtil. Ben ringet i gulbrun og mørkebrun, ringtegningerne er dog delvis sløret af lysegrå og brune hår. Hannen er stribet på samme måde som hunnen, men er så mørk at striberne vanskeligt erkendes. Bagkrop, ben og palper spredt behårede af små gule hår. Ben og palper ret ensfarvede mørkt rødbrune til dybsorte. De forreste øjne med smalle hvide hårringe. Længde: Hun 6-7 mm; han 5-6 mm. Kønsmodenhed: Juni til september. Habitat: Typisk i lav vegetation på klitter og forstrande, undertiden også heder. Udbredelse: Vidt udbredt i Danmark og øvrige Europa, men ikke særlig almindelig.
Juvenil.
Juvenil.
Hun.
Han.
Han.
Han.
Han.
Slægt: Pseudeuophrys Dahl, 1912
Karakteristik af slægten: Lille slægt med arter, som i nyere tid er udskilt fra Euophrys.
Pseudeuophrys erratica (Walckenaer, 1826)
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Pseudeuophrys lanigera (Simon, 1871) - Vinduesspringer
Kendetegn: Hannen med forkroppen sort i siderne, i midten en mere eller mindre skarpt defineret grålig trekant bestående af hvide og brune hår. Trekantens bagudrettede spids er med tydelige hvide hår. De forreste øjne er omkranset af rødbrune hår og under øjenrækken er der er et tværstillet bånd af hvide hår. Palper med hvid behåring. Det forreste benpar er med undtagelse af brune tarser næsten sorte, øvrige benpar mørke med ringtegninger i lysebrune og mørkebrune farver nogle steder forstærket af hvide hår. Længde: Hun 4-5 mm; han 3.5-4 mm. Kønsmodenhed: Hanner forår og sommer, hunner hele året. Habitat: Bygninger, ofte højt oppe på mure og tagsten. Individer der forvilder sig ind af vinduer og andre åbninger er nok dem der oftest træffes. Udbredelse: Ikke kendt fra særlig mange distrikter i Danmark, men er helt sikkert overset. For et par år siden hjalp jeg til med at nedtage et tag, og observerede arten i mængde på undersiden af tagstenene. Ved en senere grundig eftersøgning på samme bygning kunne jeg ikke finde et eneste individ, indikerende at arten lever skjult og er let at overse. Var tidligere en sydeuropæisk art, men har spredt sig nordpå i løbet af de sidste 50 år.
Han.
Han.
Han.
Han.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Slægt: Salticus Latreille, 1804
Salticus cingulatus (Panzer, 1797) - Skovzebraedderkop
Han.
Han.
Han.
Han.
Han.
Han.
Han.
Subadult hun.
Subadult hun.
Salticus scenicus (Clerck, 1757) - Almindelig zebraedderkop
Han.
Han.
Han.
Salticus zebraneus (C. L. Koch, 1837)
Han.
Han.
Hun.
Han.
Han.
Han.
Han.
Slægt: Sibianor Logunov, 2001
Sibianor larae Logunov, 2001
Kønsmodenhed: Maj til september. Udbredelse: Vidt udbredt i Danmark og Europa men meget lokal og fåtallig.
Subadult han.
Hun.
Hun.
Subadult hun.
Subadult hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Slægt: Sitticus Simon, 1901
Karakteristik af slægten: Kompakte springedderkopper i mørkebrune eller gråsorte farver. Karakteristisk for slægten er én til to par lyse pletter på bagkroppen dannet af hvide hår. Hos nogle arter, f. eks. S. caricis, kan pletterne dog være svære at skelne. Benpar IV noget forlængede, med tibia IV omtrent dobbelt så lang som tibia III.
Sitticus caricis (Westring, 1861)
Kendetegn: Hunnen virker på afstand ret ensfarvet rødbrun eller gråbrun. Ved forstørrelse ses at kroppen er mørk, men ret tæt beklædt med fine hvide og orangebrune hår. De slægtstypiske hvide pletter på bagkroppen kan være vanskelige at skelne hos denne art. Den mindre han er også uden mønster på bagkroppen der også er mørkere. Længde: Hun 3-4.5 mm; han 2.5-3.5 mm. Kønsmodenhed: Sommer til efterår. Habitat: Næringsfattige moser, især tørvemoser og gerne på hængesæk. Udbredelse: Vidt udbredt i Danmark og Europa, men generelt ret sjælden.
Hun.
Han.
Han.
Han.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Han.
Han.
Sitticus distinguendus (Simon, 1868)
Kendetegn: Begge køn tætbehåret med lysegrå hår. Som regel kan tre par lyse pletter skelnes på bakroppen. Hvor hårene er gnedet af kommer den meget mørke grundfarve frem. Hannen lidt mere markeret i tegningerne med lys midterstribe og kontrasterende sorte palpetarser. Længde: Hun 4-5 mm; han 3-4 mm. Kønsmodenhed: Maj til august. Habitat: Steder med hvidt sand og sparsom, lav vegetation, såsom kyst- og indlandsklitter. Udbredelse: Vidt udbredt i Danmark men lokal. Ret sjælden i det øvrige Europa.
Han.
Han.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Han.
Han.
Han.
Han.
Sitticus floricola (C. L. Koch, 1837) - Mosespringer
Kendetegn: Hunnen brunlig med to par hvide pletter på bagkroppen, hvoraf pletterne i det bagerste par er meget store. Hannen betydeligt mørkere, næsten sort og mere kontrastrig. Forkroppen med lille, men tydelig hvid trekant, ud for den bagerste øjenrække. Fra trekanten og bagud er der en lys midter linie. Fra hvert af øjnene i anden øjenrække strækker der sig en hvid linie bagud langs forkroppens sider. To hvide linier findes over, henholdsvis under frontaløjnene, som er omkranset af røde hår. Også palperne er klædt med røde og hvide hår. Bagkrop mørk, med uklart afgrænset midterstribe, som lidt før midten flankeres af to små hvide pletter, lidt længere bagude ses et par noget større pletter. Ben med ringtegninger af hvide hår. Længde: Hun 5-6 mm; han 4-5 mm. Kønsmodenhed: Forår til efterår. Habitat: Hedemoser, tørvemoser og andre typer kær, også mere næringsrige vådområder med tagrørsvegetation. Ægspind og retræter anlægges ofte i blomsterstande af kæruld, hvor både han og hun kan træffes sammen. Udbredelse: Vidt udbredt i Danmark og Europa men kun almindelig og talrig, hvor der er egnet habitat.
Han og hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Sitticus pubescens (Fabricius, 1775) - Murspringer
Kendetegn: Begge køn ret ens men hannen mindre. Grundfarven varierer fra gråbrun til sortgrå. For og bagkrop med ret udflydende og variable lyse tegninger af hvide hår. Forkrop med hvid trekant i midterlinien lidt foran tredje øjenrække. Bagkroppen med fire til seks par utydelige hvide pletter af forskellig størrelse. De to forreste pletpar er som regel små. Ben med utydelige ringtegninger af lyse hår. Hannens palpe er uden klare farvetegninger. Edderkoppen kan være uhyre vanskelig at få øje på når den ikke bevæger sig, især på klipper. Længde: Hun 4.5-6 mm; han 4-5 mm. Kønsmodenhed: Hele året. Habitat: Varme, solbeskinnede overflader på bygninger, mure, plankeværker, klipper og stenbrud, undertiden også på træstammer. Forvilder sig ofte indendørs. Udbredelse: Sjælden i Danmark. Vidt udbredt i Europa og mere i almindelig i lande med varmere klima end det danske.
Subadult han.
Han.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Han.
Han.
Han.
Han.
Han.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Sitticus saltator (O. P.-Cambridge, 1868)
Kendetegn: Den mindste art i slægten, men med en imponerende springkraft i forhold til størrelsen. Benene i det fjerde benpar er længere end hos de øvrige Sitticus arter, idet tibia IV er omtrent tre gange længere end tibia III. Hunnen er karakteriseret ved hvide og rødbrune farver. Bagkroppen med udflydende hvide pletter og med tendens til sildebensmønster bagerst på bagkroppen. Hannen er betydeligt mindre og mørkere end hunnen. Forkroppen med hvid midterlinie fra fovea og bagud. Forkroppens sider og front er ligeledes beklædt med lyse hår, resten af forkroppen er i mørkebrune og sorte farver. Bagkrop med lyse sider, lys midterstribe forrest og et par store hvide pletter lidt bag midten. Ben mørke, med utydelige ringtegninger af lyse hår. Længde: Hun 3-4 mm; han 2-3 mm. Kønsmodenhed: Maj til september. Habitat: Varme, sandede steder med lav vegetation, især ved kysterne. Udbredelse: Lokal og ret sjælden i Danmark, ikke kendt fra Fyn, Sjælland og Bornholm. Vidt udbredt i Europa men generelt ualmindelig.
Hun.
Han.
Han.
Han.
Han.
Han.
Subadult hun.
Subadult hun.
Subadult hun.
Subadult hun.
Subadult hun.
Sitticus zimmermanni (Simon, 1877)
Kendetegn: Hunnens forkrop er rødbrun til mørkebrun men er tæt beklædt med lyse hår og i mindre grad gulorange hår. Tegninger utydelige. Bagkroppen med gråbrun grundfarve, ligeledes tæt beklædt med lyse hår, og er uden de to store hvide pletter som ses hos hannen. Der kan være et svagt fremtrædende mønster af lyse længdestribe og sildebensmønster. Hannens forkrop mørkebrun med et smalt lyst midterbånd og smalle lyse striber i hver side og som mødes i en tværstribe langs oversiden af de forreste øjne. På bagkroppen ses to store hvide pletter, øvrige lyse tegninger noget variable, men som regel findes der et lyst trekantet område foran pletterne, og nogle små sildebensstreger og et hvidt felt foran spindevorterne. Palpe tibia og patella mest hvide, mens tarsus konstrasterende sorte. Længde: Hun 4-6 mm; han 3-4 mm. Kønsmodenhed: Maj til august. Habitat: I Danmark kendes arten fra stenstrande og tilknyttede skrænter med lav vegetation. Fra det øvrige Europa kendes arten også fra sandede områder, især klitter, og alpine græsheder over 2000 m. I lyset af de meget forskellige habitater, kan det måske tænkes, at det ikke er samme art, der er tale om. Udbredelse: Fundet første gang i Danmark i 2004 på Samsø. I 2005 blev arten også fundet på Djursland. Har formentlig været overset i Danmark, men må formodes at være ret sjælden. Vidt udbredt i Europa.
Han.
Han.
Han.
Ægspændt hun.
Ægspændt hun.
Hun.
Han.
Han.
Han.
Han.
Han.
Han.
Han.
Slægt: Synageles Simon, 1876
Karakteristik af slægten: Myrelignende edderkopper med lang og smal krop. Bagkrop lettere indsnævret omtrent ved midten. Hovedet ikke skarpt afsat fra thorax som hos Myrmarachne. Benpar I kraftigt fortykkede i forhold til øvrige benpar.
Synageles venator (Lucas, 1836) - Myrespringedderkop
Kendetegn: Forkrop sort og metalskinnende. Et hvidt tværbånd er tilstede umiddelbar bag ved den bagerste øjenrække. Pedicel (stilk mellem forkrop og bagkrop) meget tydelig, især set oppefra. Bagkrop brun fortil, mørkebrun til sort bagtil. Ved indsnævringen ca. midt på bagkroppen findes et tværstillet, i midten brudt, hvidligt bånd. Længere tilbage findes endnu et tværbånd, dog noget utydeligere. Ben brune med langsgående mørke striber, benpar I med mere udbredte sorte tegninger. Længde: Hun 3.5-4 mm; han 3 mm. Kønsmodenhed: Hunner det meste af året, hanner sommer og efterår. Habitat: I Danmark stort set udelukkende i kystklitter. I andre Europæiske lande også i dyrkede områder, på fugtige enge og i rørskove, hvor retræter kan findes i tagrørstoppe højt over jorden. Udbredelse: I Danmark meget lokal i hvid og grøn klit langs den Jyske vestkyst. Mere almindelig mod syd i det øvrige Europa, hvor arten forekommer i flere habitattyper.
Han.
Han.
Han.
Subadult han.
Subadult han.
Hun.
Han.
Slægt: Talavera Peckham & Peckham, 1909
Karakteristik af slægten: Modsat som hos den nærtbeslægtede Euophrys slægt er den samlede længde af patella og tibia på benpar III næsten den samme som for benpar IV.
Talavera aequipes (O. P.-Cambridge, 1871)
Kendetegn: Lille brunlig art med iøjnefaldende gule palper. Hele kroppen virker på afstand ret ensfarvet brun, men farven er i virkeligheden sammensat af en mørkebrun grundfarve, der er lysnet af en sparsom behåring i orangegule og hvide farver. Bagkroppen med mørk sildebensmønster grundet områder med helt manglende hårbeklædning. Benene lysegule med ret tydelige mørke ringtegninger. Hannen er meget lig hunnen, men har det forreste benpar næsten sort med grønlig blå metalglans. Hannens hoved er beklædt med guldgule hår på den forreste del. Længde: Hun 2-3 mm; han 2-2.5 mm. Kønsmodenhed: Hanner forår, hunner også sommer. Habitat: Varme heder, hedemoser, klitheder og sandmark, gerne hvor der er sten, hvorunder retræte og ægsæk kan anlægges. Udbredelse: Lokalt udbredt, hovedsageligt i Jylland. Meget sjælden i resten af landet. Vidt udbredt i Europa og mere almindelig mod syd.
Han.
Han.
Han.
Han.
Han.
Han.
Han.
Han.
Subadult han.
Subadult han.
Talavera petrensis (C. L. Koch, 1837)
Hun.
Hun.
Han.
Han.
Han.
Han.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun, bagkropstegninger.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Slægt: Yllenus Simon, 1868
Yllenus arenarius Menge, 1868