sorteret for danske arter
Billedgalleri og artsbeskrivelser
Tekst og fotos © 2011 Jørgen Lissner
Europas og Grønlands edderkopper
Familie: Mimetidae (Piratedderkopper)
Biologi: Det danske navn piratedderkopper henfører til, at arterne i begge slægter hovedsageligt lever af at prædere på andre edderkopper, enten som lurejægere eller ved at invadere deres spind. Undertiden rykkes der i byttedyrets spind, for at lokke edderkoppen hen til piratedderkoppen, som så bider den i benet, hvorigennem udsugningen foretages. Familiens medlemmer spinder ikke selv fangspind. De har en karakteristisk langsom gangart, som måske har til formål ikke at advare potentielle byttedyr, eller udløse et udfald mod piratedderkoppen så den selv bliver bytte. Arterne i de to europæiske slægter har relativt lange ben, og som regel tydelige ringtegninger.
Karakteristik af familien: Metatarsi I og II er udstyret med en prolateral række af lange torne, hvor der mellem de enkelte torne findes en række kortere torne, som krummer tydeligt mod spidsen. I hver serie af korte torne øges længden af de enkelte torne udadtil på benleddet.
Slægt: Ero C. L. Koch, 1836
Karakteristik af slægten: Slægtens medlemmer minder lidt om kugleedderkopper (Theridiidae) på grund af den runde bagkrop, som er højere end lang. Bagkroppen er forsynet med 1-2 par pukler. På bagkroppens overside ses krumme, børstelignende hår. De forreste midterøjne er let fremspringende. Afstanden mellem de forreste midterøjne og hovedets forkant (højden af clypeus) er ca. den samme som afstanden mellem de forreste og bagerste midterøjne. Længden af ben I er under 1⅓ af længden af ben IV. De to almindeligste danske arter, E. furcata og E. cambridgei overlapper i habitat, og er vanskelige at adskille alene på udseendet. Arterne har lys gulbrun forkrop med noget variable sorte bånd langs siderne, som ofte når helt ud til kanten. I midtlinien, især ved øjenregionen, ses flere uregelmæssige og variable sorte tegninger. Da forkropstegningerne er ret ens for arterne men er noget variable kan de ikke anvendes til at adskille arterne. Ero arterne spinder nogle meget karakteristiske gulbrune ægsække, som består af en ægformet eller aflang sæk, som er ca. 4 mm i diameter, og omviklet med krusede tråde af lidt mørkere farve. Sækken hænger i en 1-2 cm lang stilk som typisk er fastgjort til vegetation, herunder grene og bark på træer. Ægsækkene vogtes ikke, men forlades af hunnen som opsøger nye byttedyr for at kunne producere flere ægsække. Da arterne er nataktive, og gemmer sig væk i dagtimerne, er ægsækkene ofte et tydeligt vidnesbyrd om deres tilstedeværelse.
Ero aphana (Walckenaer, 1802)
Kendetegn: Bagkrop overvejende hvidlig med brune pletter. Med to par tydelige pukler, hvor puklerne i det bagerste par som regel er en anelse større end de forreste. Herved afviger den fra E. tuberculata som har tydelig størrelsesforskel mellem de to par pukler. Sternum brun med radierende dråbeformede lyse striber i den bagerste halvdel samt en større, uregelmæssig tegning forrest. Længde: Hun 2.5-3.2 mm; han 2.4-2.6 mm. Kønsmodenhed: Begge køn træffes voksne fra maj til juli, hunner også i august. Habitat: Knyttet til buske og lav vegetation på varme steder. På nordgrænsen af udbredelsesområdet især knyttet til lyng og anden lav hedevegetation. Længere sydpå træffes arten i flere habitattyper, bl.a. især nåleskove og tilhørende skovkanter, hvor arten er knyttet til de nedre grene og buskvegetation. Arten træffes også i haver og parker. Udbredelse: Nordgrænse i Europa er Sydengland og Tyskland. Vidt udbredt i Mellem- og Sydeuropa, men ikke særlig almindelig.
Han.
Hun.
Subadult han (usikker id).
Subadult han (usikker id).
Bagkropstegninger, subadult han (usikker id).
Subadult han (usikker id).
Subadult han (usikker id).
Hun.
Hun, bagkropstegninger.
Hun.
Hun.
Hun, bagkropstegninger.
Ero cambridgei Kulczynski, 1911 - Sumppiratedderkop
Kendetegn: Ikke let at adskille fra E. furcata som den ligner meget. Bagkroppens har samme lys gulbrune grundfarve som forkroppen men er for den meste del spættet med hvide, rødbrune og sortbrune tegninger. De hvide tegninger danner netmønster. Med et par, ret svagt udviklede pukler. Sternum brun med lys pilformet tegning i midtlinien. Længde: Hun 3.2-3.6 mm; han 2.5-2.8 mm. Kønsmodenhed: Voksne hunner træffes hele året, hanner fra efterår til forår. Habitat: Lav vegetation i mange forskellige habitattyper, foretrækker måske lidt mere fugtige naturtyper end E. furcata men ofte findes de to arter sammen. Udbredelse: Almindelig i Nord- og Vesteuropa, sjældnere andre steder. Almindelig i Danmark. Palæarktisk udbredt.
Han.
Han.
Han.
Ero furcata (Villers, 1789) - Almindelig piratedderkop
Kendetegn: Ligner E. cambridgei og har de samme bagkropstegninger, dog er feltet foran de forreste pukler ofte noget mørkere end hos denne art. Bagkrop med et par, ret svagt udviklede pukler. Sternum brun med lysere, forgrenet tegning i midtlinien. Længde: Hun 3.0-3.4 mm; han 2.4-2.6 mm. Kønsmodenhed: Voksne hunner træffes hele året, hanner fra sommer til efterår. Habitat: Lav vegetation i mange forskellige habitattyper, foretrækker måske lidt mere tørre naturtyper end E. cambridgei men ofte findes de to arter sammen. Udbredelse: Vidt udbredt i Europa og slægtens almindeligste art. Vidt udbredt i Danmark, kendt fra alle landsdele. Palæarktisk udbredt.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun, bagkropstegninger.
Hun.
Hun, bagkropstegninger.
Hun.
Hun.
Ægsæk i modlys visende et indhold af tre æg.
Ægsæk.
Subadult hun.
Subadult hun.
Subadult hun, bagkropstegninger.
Ero tuberculata (De Geer, 1778)
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun, metatarsus I med slægtskarakteristiske krumme torne.
Hun.
Ægsæk.
Ægsæk, modlysbillede som viser at der er ca. 8 æg i kokonen.
Hun, bagkropstegninger.
Hun, bagkropstegninger.
Hun.
Hun, underside.
Hun, underside.