sorteret for danske arter
Billedgalleri og artsbeskrivelser
Tekst og fotos © 2011 Jørgen Lissner
Europas og Grønlands edderkopper
Familie: Lycosidae (Jagtedderkopper)
Biologi: Små til store edderkopper, der men undtagelse af Aulonia albimana ikke anvender fangnet. Jagtedderkopper er meget iøjnefaldende, da de er dagaktive, og ofte talrigt løber rundt i solrigt vejr, og jager insekter og andre smådyr ved jordovefladen. Nogle arter jager også på lav vegetation. Hunnerne af en del arter spinder et linseformet ægspind fast til spindevorterne, der således transporteres rundt med dyret. Mange arters unger vil, når æggene er klækkede, kravle op på moderens bagkrop som derfor kommer til at fremtræde meget større. Ungerne fragtes så med rundt af hunnen i flere dage, i nogle tilfælde over en uge.
Karakteristik af familien: Øjnene sidder i tre rækker og er meget karakteristiske for familien. Forreste række består af fire små øjne i en ret eller svagt krummet række, anden række består af to meget store øjne, som altid sidder på det lodrette ansigt, og tredje række af to mellemstore øjne placeret i hver side af hovedet, som har mere eller mindre lodrette sider.
Slægt: Alopecosa Simon, 1885 - Kæmpejægere
Karakteristik af slægten: Alopecosa er næst efter Pardosa den artsrigeste slægt i Lycosidae. Det er mellemstore til store edderkopper med tydeligt midterbånd på forkroppen, der er bredere end øjengruppen. Benene er kraftige og nogle arters hanner har opsvulmede forbenstibia. Bagkrop med tydeligt hjertemærke. Arterne kan deles i to grupper afhængig af om bugsiden er lys eller sort. Det er slægtens største medlemmer der har sort bugside, blandt de danske arter drejer det sig om A. inquilina og A. fabrilis. Hunnerne graver en underjordisk retræte, hvor de vogter deres ægsæk.
Alopecosa aculeata (Clerck, 1757)
Alopecosa barbipes (Sundevall, 1833) - Klitkæmpejæger
Kendetegn: Hunnens forkrop mørkebrun med bugtet, lyst midterbånd. Laterale bånd brudte og utydelige, pånær forrest. Bagkrop med mørkt tydeligt afgrænset hjertemærke i et lyst midterbånd med sildebensmønster, hvor hjertemærket strækker sig over de to forreste sildebenstegninger. Bugside af bagkroppen er lys i modsætning til de fleste arter med mørkt hjertemærke i lyst midterbånd. Ringtegninger tydelige på femora, mindre tydelige på øvrige benled. Hannens forkrop er lig hunnens, men med klarere farver og mere kontrast. Bagkrop med bredt midterbånd uden tydelig sildebensmønster, og er flankeret af mørke pletter. Ben uden ringtegninger, metatarsus, tibia og underside af femur på benpar I er sorte og forsynet med lange hår af uens længde. Tibia I er tydeligt opsvulmet. Længde: Hun 8-12 mm; han 7.5-9 mm. Kønsmodenhed: Forår til efterår. Habitat: Heder og tørre overdrev. Udbredelse: En af de almindeligste danske arter i slægten, og kendt fra det meste af landet. Vidt udbredt i Nord- og Mellemeuropa og almindelig. I den sydlige del af Mellemeuropa forekommer den meget lignenede A. accentuata (Latreille 1817) som arten har været forvekslet med.
Han.
Hun.
Hun.
Han.
Hun.
Alopecosa cuneata (Clerck, 1757) - Tykbenet kæmpejæger
Længde: Hun 7-9 mm; han 6-7.5 mm.
Hun.
Hun.
Han.
Han.
Alopecosa cursor (Hahn, 1831)
Subadult hun.
Subadult hun.
Subadult hun.
Subadult hun, bagkropstegninger.
Subadult hun.
Subadult hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun, bagkropstegninger.
Hun.
Hun.
Hun.
Han.
Han, bagkropstegninger.
Han.
Han.
Han.
Han.
Han.
Alopecosa fabrilis (Clerck, 1757)
Kendetegn: Alopecosa fabrilis er en meget stor jagtedderkop, hvor størrelsen sammenholdt med artens karakteristiske lyse farvetegninger og kraftige ben, bevirker at den er let at feltbestemme. Hunnens forkrop brun med bugtet midterbånd og tydelige laterale bånd. De brune områder har mørkere tværstriber. Bagkrop med relativt store, parrede hvide pletter. Ventralsiden er sort. Ben med pletmønstre og svage ringtegninger. Hannen ligner hunnen men med lyse områder mere lyse på grund af tættere behåring med hvide hår. Ben mørkebrune og uens beklædt med lyse hår således at de fremstår med mørke pletmønstre og længdestriber. Længde: Hun 13-16 mm; han 10-12 mm. Kønsmodenhed: September til juli. Habitat: Klitter og i sandende partier af heder, hvor den lyse farve giver god camouflage på bare sandflader. Udbredelse: I Danmark er arten vidt udbredt men ret fåtallig i områder med egnet habitat, primært i Jylland. Vidt udbredt i Europa men generelt sjælden.
Han.
Hun.
Hun.
Hun.
Han.
Han.
Han.
Han.
Han, side af hoved.
Han, palpe.
Alopecosa inquilina (Clerck, 1757) - Stor kæmpejæger
Kendetegn: Den største danske Alopecosa art med karakteristiske, kontrastrige tegninger på oversiden, som gør arten let at feltbestemme. Undersiden af forkroppen (coxa, sternum, labium og maxilla) er mørkebrun til sort, mens bagkroppens underside er mat sodsort. Hunnens rygskjold med bredt lyst midterbånd som udvider sig forrest og dækker hele hovedregionen. Bagerst på forkroppen ses to mørke felter som modsvares af to mørke, nyreformede felter forrest på bagkroppen. Bagkrop i øvrigt med med svage sildebenstegninger. Lidt tilbage på bagkroppen ved den første sildebentegning ses endnu et par mørke pletter. Hannen slankere end hunnen, og med mere kontrastrige tegninger. Tibia I er ikke tydeligt mørkere end øvrige led, ej heller opsvulmet eller tæthåret med lange sorte hår som hos andre Alopecosa hanner. Længde: Hun 14-15 mm; han 10-12 mm. Kønsmodenhed: Hunner august-september til marts-april, hanner august-september til oktober. Habitat: Skovkanter og -lysninger med lyng og blåbær. Udbredelse: Ret sjælden i Danmark med flest fund fra Østjylland. Vidt udbredt i Europa men generelt ret sjælden.
Han.
Hun.
Hun. Karakteristisk sodsort underside.
Forkrop af hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Alopecosa pulverulenta (Clerck, 1757) - Kilekæmpejæger
Kendetegn: Hunnens forkrop mørkebrun med lys midterstribe, der er lys rustbrun fortil og lys gulbrun bagtil, men slutter ved en mørk U-formet tegning med bunden af U'et pegende mod bagkroppen. Sidebånd er lyst gulbrune men brudte og irregulære. Bagkroppen brun med mørkebrunt, langstrakt hjertemærke med mørkere kant. Hjertemærket er omsluttet af et lyst gulbrunt midterbånd. Siderne af bagkroppen er brune. Forrest på bagkroppen er der endnu en U-formet mørk tegning med bunden af bogstavet pegende mod forkroppen. Undertiden ses tynde hvide tværstriber der forbinder parrede lyse punkter på den bagerste halvdel af bagkroppen. Ben mørkebrune med gulbrune hår og kraftige sorte torne. Hannens forkrop med hvidt midterbånd kontrasterende med sorte sider og tynde gulbrune sidebånd. Bagkrop sort med lyst midterbånd der er lysest forrest, og med utydeligt hjertemærke. Benpar I sort fra tibia og indefter, benpar II sort fra femur og indefter, resten af leddene er brune ligesom hos hunnen. Længde: Hun 7-10 mm; han 5-8 mm. Kønsmodenhed: Hanner maj og juni, hunner april-maj til august-september. Habitat: Lysåbne, sandede steder såsom heder, overdrev, kyst- og indlandsklitter, klitplantager og marint forland. Udbredelse: Ret almindelig i det vestlige Danmark, mere sjælden eller manglende i resten af landet. Vidt udbredt og ret almindelig i Europa.
Han.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Subadult han.
Subadult han.
Subadult han.
Subadult han.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Alopecosa trabalis (Clerck, 1757)
Hun.
Unge fra moderens ryg.
Juvenil.
Juvenil.
Juvenil.
Subadult han.
Slægt: Arctosa C. L. Koch, 1847 - Graveedderkopper
Karakteristik af slægten: Slægten består af mellemstore til store arter som er karakteriseret ved at rygskjoldet er ret fladt, uden midtstribe og med blikket påfaldende opadrettet. Arterne mangler generelt længdestriber, og er velcamouflerede i forhold til det substrat de færdes på. Ben typisk med veludviklede ringtegninger eller pletmønstre. Hanner og hunner ret ens i udseende. Edderkopperne i denne slægt graver retræter i sand, detritus, mos eller under sten men ses dog ofte løbende omkring.
Arctosa alpigena lamperti Dahl, 1908
Arctosa cinerea (Fabricius, 1777) - Sandgraveedderkop
Kendetegn: Stor, smuk og lys edderkop som er ret tæt behåret med lange hvide hår. Forkrop gulbrun men lysnet meget grundet hårbeklædningen. Der er to lyse pletter på hver side af øjengruppen grundet områder med særlig tæt behåring. Laterale bånd er svage og er ligeledes dannet af tættere behåring. Bagkrop lysebrun eller rødlig men lysegrå hvor tætbehåret. Hjertemærket hvidligt eller gulligt, efterfulgt af svage sildebenstegninger og parrede hvide pletter. Ben gulbrune med lyse ringtegninger dannet af hvide hår. De to køn ligner hinanden meget bortset fra at hannen er lidt mindre og slankere. Længde: Hun 14-17 mm; han 12-14 mm. Kønsmodenhed: Efterår, vinter og forår. Habitat: I Danmark sand- og stenstrande ved de indre kyster. I Europa også sandede flod- og søbredder. Udbredelse: Vidt udbredt i Danmark og Europa men meget lokal.
Han.
Hun.
Hun.
Subadult hun.
Subadult hun.
Han.
Han.
Han, bagkropstegninger.
Han.
Subadult hun.
Subadult hun.
Subadult hun, bagkropstegninger.
Arctosa leopardus (Sundevall, 1833) - Leopardedderkop
Kendetegn: Forkrop mørkebrun, noget skinnende og uens beklædt med gyldne hår, tættest i fovea regionen. Lyse laterale bånd dannet af hvide hår ses hos nogle individer. Bagkrop mørkebrun med gulbrunt, ret langstrakt og smalt hjertemærke. Øvrige områder af bagkroppen utydeligt spættet med gyldne og grå hår og med mørkebrune pletter hvor hårbeklædningen er tynd. Ben brune med sorte ringtegninger. Han og hun er meget ens i udseende. Længde: Hun 8-9.5 mm; han 6-7 mm. Kønsmodenhed: Forår og sommer. Habitat: I mos og detritus på strandenge. Udbredelse: Lokalt udbredt ved de danske kyster hvor der er strandenge. Kendt fra de fleste zoologiske distrikter. Vidt udbredt i Europa men sjælden i mange områder grundet mangel på egnet habitat.
Hunner.
Hun.
Hun.
Hun, bagkropstegninger.
Hun.
Arctosa lutetiana (Simon, 1876)
Arctosa perita (Latreille, 1799) - Klitgraveedderkop
Kendetegn: Forkrop i brune til sorte farver med to lyse pletter bag de bagerste øjne og med nogle mindre pletter om fortsætter bagud og tilsammen danner utydelige, brudte sidebånd. Bagkropstegninger ret spraglede og noget variable, men ikke desto mindre karakteristiske for arten. Typisk med gråligt hjertemærke flankeret på siderne af to lyserøde til orangerøde felter, efterfulgt af et par mindre hvide pletter. Bagerste halvdel med sorte tværstriber et et par store hvide pletter efterfulgt af flere mindre par. Ben med meget tydelige ringtegninger pånær tarserne som er lyse. Længde: Hun 8-9 mm; han 7-8 mm. Kønsmodenhed: September til juni. Habitat: Åbne og vegetationsfrie områder på sandbund. Især kystklitter, indlandsklitter, heder, ruderater og lysåbne skove. Udbredelse: Den almindeligste art i slægten, kendt fra alle landsdele. Vidt udbredt i Europa og lokalt almindelig i egnet habitat.
Hun.
Hun.
Han.
Han.
Hun.
Slægt: Hygrolycosa Dahl, 1908
Hygrolycosa rubrofasciata (Ohlert, 1865)
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun, bagkropstegninger.
Hun.
Hun.
Hun, benpletter.
Han.
Han.
Han.
Han.
Han.
Han.
Han.
Han, bagkropstegninger.
Han.
Hun.
Hun.
Han.
Han.
Han.
Han.
Slægt: Pardosa C. L. Koch, 1847 - Ulveedderkopper
Karakteristik af slægten: Slægtens arter adskiller sig fra de øvrige slægter i Lycosidae ved at højden af clypeus (området mellem de forreste øjne og forkanten af rygskjoldet) er mindst to gange diameteren af et sideøje i den forreste øjenrække, og ved at hovedets sider set forfra er lodrette. Ret små og slanke arter, typisk med lys midterstribe på forkroppen. Artsrig slægt hvoraf mange er almindelig og ofte talrige. De er dagsaktive, og løber synligt omkring især i solskin eller soler sig frit fremme. Nogle af arterne kan være vanskelige at feltbestemme alene på udseendet, da de er ret ens i udseende, samtidigt med at arterne hver især er noget variable.
Pardosa agrestis (Westring, 1861)
Kendetegn: Noget variabel i udseende og kan ligne både P. agricola og P. monticola. Forekommer også i racen P. agrestis purbeckensis F. O. P.-Cambridge, 1895 (strandengsjæger) som undertiden har haft status af separat art. De to racer har identiske epigyner og palper, men har forskellige habitatkrav. Længde: Hun 6-9 mm; han 4.5-7 mm. Kønsmodenhed: Hunner forår til efterår, hanner forår til sommer. Habitat: Strandenge, gerne hvor der er vegetationsløse mudderflader. Her forekommer begge racer, men mens den halofile P. agrestis purbeckensis primært er knyttet til lave, saltpåvirkede mikrohabitater, træffes P. agrestis på mere ferske, højere beliggende steder, undertiden også på indlandslokaliteter. Udbredelse: Begge racer er kendt fra Danmark, og ret almindelige. Pardosa agrestis purbeckensis er vidt udbredt i Vest- og Mellemeuropa, mens P. agrestis har en palæarktisk udbredelse.
Hun med ægsæk.
Hun.
Hun.
Hun.
Pardosa agricola (Thorell, 1856)
Hun.
Hun.
Hun.
Pardosa amentata (Clerck, 1757) - Engjæger
Kendetegn: Hunnen ret mørk med relativt kontrastfattige tegninger. Midterstribe på forkrop som regel af varierende bredde, forrest noget udvidet. Striben er noget uskarpt defineret mod siderne. Bagkrop ret ensfarvet gråbrun som regel med to vidt adskilte rækker af lyse punkter. Ben med ret ensartede ringtegninger/pletmønstre i hele længen pånær tarsi. Hannen er betydeligt mørkere end hunnen og er mere kontrastrig i tegningerne. Palperne er ofte iøjnefaldende sorte. Længde: Hun 5.5-8 mm; han 5-6.5 mm. Kønsmodenhed: Hunner forår til efterår, hanner forår til sommer. Habitat: Forekommer i mange habitattyper, især lidt fugtige steder såsom bredzoner, fugtige enge, skovlysninger og haver. Udbredelse: Kendt fra alle landsdele og meget almindelig. Vidt udbredt i Europa og almindelig.
Hun.
Han.
Han.
Pardosa danica (Sørensen, 1904)
Pardosa lugubris (Walckenaer, 1802)
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun, bagben.
Hun.
Hun med ægsæk fastgjort til spindevorterne.
Hun.
Hun.
Pardosa monticola (Clerck, 1757)
Kendetegn: Hunnens forkrop med tre tynde, skarptafgrænsede og lyse striber dannet af tætte hvide hår. Midterstriben smalner som regel til fortil. De to laterale striber deles på langs af en mørk stribe og løber nærmest parallelt med midterstriben. Bagkrop som regel med tydeligt, lyst hjertemærke. Resten af bagkroppen er meleret af ret tætte hvide og brune hår, undertiden med to rækker mørke pletter som konvergerer bagtil. Længde: Hun 4-6 mm; han 4-5.5 mm. Kønsmodenhed: Hunner forår til efterår, hanner forår og tidlig sommer. Habitat: Lysåbne, varme og som regel tørre steder med sparsom vegetation, såsom heder, overdrev og klitter. Udbredelse: Vidt udbredt i Danmark og Europa og ret almindelig i egnet habitat.
Hun.
Han.
Hun.
Han.
Pardosa nigriceps (Thorell, 1856) - Hedejæger
Hun.
Hun.
Han.
Han.
Han.
Pardosa paludicola (Clerck, 1757)
Pardosa palustris (Linnaeus, 1758)
Længde: Hun 5.0-6.5 mm; han 4.5-5.5 mm.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Han.
Han.
Han.
Han.
Pardosa prativaga (L. Koch, 1870)
Pardosa pullata (Clerck, 1757)
Kendetegn: Ret spinkel art. Hunnen næsten ensfarvet brun med meget svage laterale bånd på forkroppen. Hovedregion mørkebrun til sort. Hannen med lys midterstribe på forkrop og ret tydeligt hjertemærke på bagkroppen. Ben ensfarvede. Længde: Hun 4-6 mm; han 4-5 mm. Kønsmodenhed: Hunner fra april hen til først på efteråret, hanner fortrinsvis april-maj. Habitat: I næsten alle habitattyper. Udbredelse: Kendt fra alle landsdele og meget almindelig. Vidt udbredt og almindelig i Europa.
Hun med ægsæk.
Hun med ægsæk.
Hun.
Han.
Han.
Pardosa saltans Tpfer-Hofmann, 2000 - Skovjæger
Kendetegn: Hunnen med tydeligt, bredt lyst midterbånd på forkroppen som når frem til de bagerste midterøjne. Fortil har båndet ca. samme bredde som afstanden mellem de bagerste midterøjne, mens båndet bagtil er noget smallere. Sidebånd er utydelige eller manglende. Bagkroppen er spættet i brune, hvide og grå farver. Ben med ringtegninger i brunt og hvidt, tydeligst på de basale segmenter. Hannen er betydeligt mørkere end hunnen med sort forkrop uden sidebånd og med det hvide midterbånd i stærk kontrast. Bagkroppen er sort pånær et bredt midterbånd af lyse hår. Ben med mørke femora, øvrige segmenter udadtil brune. Palper sorte. Arten har tidligere været kendt under P. lugubris men som nu er opsplittet i to arter, hvoraf P. saltans er en nordlig art, som mod syd erstattes af P. lugubris. Længde: Hun 5-6 mm; han 4-5 mm. Kønsmodenhed: Hunner forår til efterår, hanner forår til sommer. Habitat: Tørre, solrige steder i skov og park habitater, f. eks skovkanter, lysninger, vejkanter, parker og haver. Udbredelse: Meget almindelig i Danmark og ofte meget talrig. I Europa erstattes arten mod syd af den lignende P. lugubris som ligeledes er meget almindelig, måske slægtens almindeligste art.
Han.
Pardosa sphagnicola (Dahl, 1908) - Tørvemosejæger
Længde: Hun 5-6.5 mm; han 4.5-5.5 mm.
Han.
Han.
Han.
Han.
Han.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Slægt: Pirata Sundevall, 1833 - Piratjagtedderkopper
Karakteristik af slægten: Små til mellemstore edderkopper som kan kendes på den karakteristiske stemmegaffelformede tegning på forkroppen. Denne findes typisk i et lyst midterbånd, men hos arter med mørkt eller manglende midterbånd kan tegningen dog være svær at erkende. Hjertemærket som regel lysere end bagkroppens grundfarve. De fleste arter har bag hjertemærket to rækker blåhvide prikker som ofte er meget iøjnefaldende. Nogle arter har også tydelige hvide sidebånd på bagkroppen. Artene anlægger lodrette rørformede spind i mosser og tørvemosser, som benyttes som retræter, men de løber også meget omkring. De færdes let på vandoverflader, hvor de er i stand til at fange bytte både over og under vandoverfladen. Nogle arter, især P. piscatorius, kan godt minde om rovedderkopper fra Dolomedes slægten, som træffes i de samme habitater.
Pirata hygrophilus Thorell, 1872
Kendetegn: Ret mørk art med relativt utydelige tegninger. Forkrop med lyse udflydende laterale bånd der efterfølges udadtil af endnu et mørkt bånd før et smal kantstribe af lyst gulbrune hår. Brystpladen (sternum) er mørkebrun med lysegul midterbånd i tre fjerdedele af sternums længde. Benene har som regel synlige ringtegninger på femora. Bagkrop spættet i forskellige brune nuancer og med utydeligt hjertemærke. De parrede hvide punkter er ikke så iøjnefladende hos denne art. Længde: Hun 5-6.5 mm; han 4.5-5.5 mm. Kønsmodenhed: Forår og sommer. Habitat: Fugtige steder såsom moser, kær og fugtige skovsumpe. Udbredelse: Almindelig med fund fra alle distrikter pånær Bornholm. Vidt udbredt i Europa og almindelig.
Hun med ægsæk.
Pirata latitans (Blackwall, 1841)
Kendetegn: Lille art med smalt, fremspringende sort hoved. Resten af forkroppen mørkebrunt, tyndt beklædt med lange lyse hår. Den slægtskarakteriske stemmegaffelformede tegning på forkroppen kan ikke erkendes. Ben ensfarvede mørkebrune. Bagkroppen fremtræder ret ensfarvet mørkebrun, med undtagelse af de parrede hvide punkter og nogle svage lyse striber langs bagkroppens sider. Hannen meget lig hunnen men mørkere, næsten sort. Hos dette køn er det forreste benpar tydeligt mørkere end de øvrige par. Længde: Hun 4-5 mm; han 2.5-4.5 mm. Kønsmodenhed: Maj til juli. Habitat: Lysåbne bredzoner og moser. Udbredelse: Lokal og ret sjælden i Danmark med fund fra et begrænset antal jyske lokaliteter. Vidt udbredt i Europa, men generelt ualmindelig og lokal.
Hun med ægsæk.
Hun med ægsæk.
Hun.
Hun.
Pirata piraticus (Clerck, 1757) - Almindelig piratjagtedderkop
Kendetegn: Forkrop mørk gulbrun med midterbåndet og de laterale bånd gulbrune. Yderst, langs randen af forkroppen ses en kantlinie af hvide hår. Stemmegaffel tegning i midterbåndet tydelig, og gaffelens to arme når frem til anden øjenrække. Bagkrop rødbrun med gult hjertemærke er omkranset af tynde hvide linier, der mødes bagerst på bagkroppen. Endvidere to tynde hvide linier langs bagkroppens sider og to rækker hvide punkter. Ben gulgrønne til gulbrune. Hannen lig hunnen, bortset fra de hvide linier omkring hjertemærket, som er reduceret eller manglende. Begge køn med sorte pletter på sternum. Længde: Hun 6-9 mm; han 5-6.5 mm. Kønsmodenhed: Hanner maj til juli, hunner indtil september. Habitat: Fugtige naturtyper, især med stillestående vand, både lysåbent og i halvskygge. Udbredelse: Vidt udbredt og almindelig i Danmark og Europa. Slægtens almindeligste art.
Hun med ægsæk.
Han.
Han.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Pirata piscatorius (Clerck, 1757) - Stor piratjagtedderkop
Kendetegn: Den største Pirata art med kontrastrige tegninger. Hoved og bagkrop med lange hår. Hunnens forkrop er mørkebrun med stemmegaffel tegning i lysere område bag hovedregionen. Laterale bånd utydelige. Langs margin ses et tyndt bånd af hvide hår. Bagkrop med gulbrunt hjertemærke og hvide punktrækker. Ben rødbrune. Hannens forkrop er sort med grønbrunmidterstribe. Området mellem gaflerne i stemmegaffel tegningen er sort. Typisk med brede, hvide bånd langs margen dannet af tætte hvide hår. Bagkrop med tydelige punktrækker og kontrastrig hvid stribe langs siderne. Hjertemærket er rødbrunt. Hannen kan forveksles med arter af Dolomedes. Længde: Hun 6-10 mm; han 5-8 mm. Kønsmodenhed: Maj til august. Habitat: Især tørvemoser. Udbredelse: Lokalt almindelig i egnet habitat i Jylland. Meget sjælden eller manglende i øvrige dele af landet. Vidt udbredt i Europa men ret ualmindelig.
Han.
Hun med ægsæk.
Pirata tenuitarsis Simon, 1876
Kendetegn: Ligner P. piraticus meget, og har også været forvekslet med denne art. Pirata tenuitarsus mangler dog de tynde hvide linier omkring hjertemærket, der også er mere utydeligt. De hvide punktrækker og de hvide bånd i bagkropssiderne er til gengæld mere veludviklede hos denne art i forhold til P. piraticus. Ben ensfarvede grønlig brune uden ringtegninger. Længde: Hun 5-8 mm; han 4-6 mm. Kønsmodenhed: Maj til august. Habitat: Samme som P. piraticus men betydeligt sjældnere. Udbredelse: Meget sjælden i Østjylland. Vidt udbredt i Europa og ualmindelig i de fleste regioner.
Han.
Hun.
Pirata uliginosus (Thorell, 1856)
Kendetegn: Meget lig P. hygrophilus men som regel lidt mindre. Hunnens forkrop næsten sort med mørkt grønligbrunt midter- og sidebånd. Stemmegaffeltegning ret utydelig. Kantbånd af hvide hår mangler eller er meget svagtudviklede. Bagkrop mørkebrun med brunt midtbånd der bagtil har utydelige sildebenstegninger. Midtbåndet omslutter et lidt mørkere hjertemærke, der afgrænses mod siderne at utydelige sorte striber. Hvide punktrækker tydelige. Ben mørkt grønbrune med utydelige grønsorte ringtegninger. Længde: Hun 5-6 mm; han 4-5 mm. Kønsmodenhed: Forår og sommer. Habitat: Fugtige, gerne skyggede steder f. eks i skove. Forekommer på mere tørre steder end de øvrige Pirata arter. Udbredelse: Ret sjælden i Jylland, meget sjælden eller manglende i øvrige landsdele. Vidt udbredt i Europa og nogenlunde almindelig.
Hun.
Slægt: Trochosa C. L. Koch, 1847 - Bjørneedderkopper
Karakteristik af slægten: Robuste edderkopper, hvor forkroppen er ret tæthåret. Forkroppens midterbånd er bredest fortil hvor den inholder to langsgående mørke, parallelle bjælker. Hunnerne hos de fire Trochosa arter kan deles i to grupper med hver to arter efter hjertemærkets farve. Hos T. ruricola og den noget større T. robusta er hjertemærket (den lyse stribe forrest på bagkroppen) lysere end bagkroppens grundfarve. Hos de to øvrige arter, T. terrestris og T. spinipalpis er hjertemærket af samme farve som bagkroppens grundfarve og derfor noget utydelig. Hannerne hos de to sidstnævnte arter har ofte lyse hjertemærker, og farven er derfor ikke en pålidelig karakter i artsbestemmelse hos dette køn. Derimod kan voksne hanner grupperes efter hvorvidt der er en klo tilstede på palpespidsen, hvilket er tilfældet for T. ruricola og T. robusta. Hanner hos alle arter har tibia, metatarsi og tarsi på første benpar mørkebrune. Nataktive edderkopper som tilbringer dagen gemt under førn, mos og lign. Hunner med ægsække graver en lille gang i jorden, hvor de opholder sig indtil ungerne kommer frem.
Trochosa robusta (Simon, 1876)
Kendetegn: Den største art i slægten, men mindre individer overlapper i størrelse med T. ruricola. Farvetegningerne minder meget om den noget mindre T. ruricola men det lyse midterbånd på forkroppen er smallere, og de sorte langsgående bjælker er ofte utydelige. Hannen med en relativt mindre klo på palpespidsen end hos T. ruricola. Længde: Hun 11-18 mm; han 9-16 mm. Kønsmodenhed: Efterår til tidlig sommer. Habitat: Tørre kalkoverdrev og kalkklipper, gerne stejle klinter, hvor edderkopperne tilbringer dagen skjult i revner. Udbredelse: I Danmark kun kendt fra kalkklint på Bornholm, hvor arten blev fundet for første gang i 2005. Vidt udbredt i Europa men ret sjælden, især mod nord.
Han.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun, bagkropstegninger.
Han, bagkropstegninger.
Han.
Han, palpe.
Han.
Han.
Trochosa ruricola (De Geer, 1778)
Kendetegn: Hunnens forkrop mørkebrun med lysere midterbånd der er udvidet fortil og indeholder to langsgående mørke bjælker. Sidebånd og hjertemærket på bagkroppen af samme gulbrune farve som midterbåndet. Bagkroppen i øvrigt med utydeligt mønster og fremtræder på lidt afstand ensfarvet grønligbrun. Ben ligeledes grønligtbrune. Hannens forkrop er mørkere end hunnens og med skarpere aftegnet og smallere midterbånd. Kloen på palpespidsen er relativt større end hos T. robusta. Bagkroppen er mørkebrun med ret lyst hjertemærke. Ben grønligtbrune som hos hunnen, men med tibia, metatarsi og tarsi på første benpar mørkebrune. Længde: Hun 9-14 mm; han 7-9 mm. Kønsmodenhed: Hele året. Habitat: En ret almindelig art i mange habitattyper, hvor det ikke er for tørt. Arten træffes også jævnligt i haver, hvor den er en af de største jagtedderkopper. Udbredelse: Vidt udbredt i Danmark med fund fra de fleste landsdele. Dog mindre hyppig end slægtens almindeligste art, T. terrestris. Vidt udbredt i Nord- og Mellemeuropa og generelt almindelig.
Han.
Han.
Hun.
Hun.
Hun.
Trochosa spinipalpis (F. O. P.-Cambridge, 1895)
Hun.
Han.
Han.
Han. Bemærk lille klynge stride hår på midterste-nederste del af palpe tibia vendende ind mod kæberne.
Trochosa terricola Thorell, 1856
Kendetegn: Hunnens forkrop mørkt rødbrun med tydeligt midterbånd og langsgående bjælker bag de bagerste øjne. Hjertemærket på bagkroppen afgrænses med en tynd mørk kant og har den samme grundfarve som resten af bagkroppen. Bag hjertemærket ses utydelige, mørke sildebenstegninger og parrede, lysere pletter. Ben rødbrune med svage ringtegninger på femora. Hannen har lysere hjertemærke end hunnen, og kan godt minde lidt om hunnen af T. ruricola, bortset fra de mørke farvetegninger på benpar I. Hannen mangler kloen på palpespidsen. Længde: Hun 10-14 mm; han 7-10 mm. Kønsmodenhed: Hanner efterår, vinter og forår, hunner hele året. Habitat: Fugtige til tørre steder med halvskygge, såsom skovkanter, lysåbne skove og overdrev. Udbredelse: Den almindeligste art i slægten, kendt fra alle zoologiske distrikter. Vidt udbredt i Europa og almindelig.
Hun.
Han.
Hun.
Hun, bagkropstegninger.
Hun.
Hun.
Hun.
Hun.
Han.
Han.
Slægt: Xerolycosa Dahl, 1908
Karakteristik af slægten: Slægtens to europæiske arter minder en del om Pardosa saltans/lugubris på grund af den brede, lyse midtstribe på forkroppen. Hovedet har dog ikke lodrette sider som hos Pardosa, men runder mere gradvis mod kanten af forkroppen. Sidebånd er kun tilstede på den bagerste halvdel af forkroppen, og består af lyse hår der undertiden dog kan mangle. Edderkopper i Alopecosa slægten har også en bred midtstribe på forkroppen, men er større og mere robust byggede, især benene er kraftigere. Benenes tarsi hver med fire skiftevis lange og korte trichobothria (lange opretstående sansehår). Begge arter forekommer i Danmark.
Xerolycosa miniata (C. L. Koch, 1834)
Han.
Han.
Han.
Xerolycosa nemoralis (Westring, 1861)
Kendetegn: Hunnens forkrop virker ret rund set oppefra, og med tydelig lyserød-brun midterbånd. Båndet er bredest bag de bagerste øjne, og smalner til fortil og bagtil. Bagkrop grå og lyserød-brun med svagt, mørkt sildebensmønster, og to rækker hvide punkter. Forrest på bagkroppen ses et mørkt felt i hver side. Ben lyserød-brune med med mørke ringtegninger, tydeligst på femora. Hannens forkrop sort med et blegt lyserød-brun midterbånd med paralelle sider. De utydelige laterale bånd som kun findes bagtil på forkroppen har samme farve, men er sommetider helt eller delvist gnedet af. Bagkrop lyserød-brun med lysere midterbånd og med et mørkt felt i hver side forrest. Benene er blegt lyserød-grå med tibia I tæt beklædt med små hvide hår. Længde: Hun 5-7 mm; han 5-6 mm. Kønsmodenhed: Hunner sommer til efterår, hanner sommer. Habitat: Heder, overdrev og varme skovlysninger på mager, tør bund. Udbredelse: Kendt fra næsten alle landsdele, Lokalt almindelig i egnet habitat. Vidt udbredt i Europa og ofte talrig i lysåbne skove.
Han.
Han.
Han.
Hun.
Hun.
Han.
Han.
Han.
Han.